DKK 85,00 Ekskl. kortgebyr

Katrine Gislinge, Toke Møldrup og Sankt Annæ Pigekor

03.04.2016 kl. 19:30 Holmens Kirke, København K
Køb billet

Billetsalget er slut

 

DKK 85,00 Ekskl. kortgebyr

To af landets absolutte top-musikere og Sankt Annæ Pigekor mødes i en varieret koncert med en dansk uropførelse.

Programmet består af værker for kor og klaver, soloværker for klaver samt a cappella-værker. Uropførelsen står værket ’In The Mist’ for, komponeret af danske Bent Sørensen, skrevet til Pigekoret og Katrine Gislinge. I værket medvirker også den unge fremadstormende cellist Toke Møldrup. Desuden præsenteres musik af Claude Debussy, Francis Poulenc, med flere.

Katrine Gislinge og Sankt Annæ Pigekor glæder sig meget over deres musikalske samarbejde som har bragt dem vidt omkring - koncerten falder netop i forlængelse af en ti dages fælles koncertturné i USA i marts 2016 med koncerter i bl.a. San Francisco og Los Angeles.

Katrine Gislinge har gentagne gange slået sit navn fast som en fantastisk fortolker af både ny musik og det traditionelle repertoire for klaver, bl.a. udgivet på det eksklusive pladeselskab Deutsche Grammophon. Gislinge formår med sin sjældne dybe musikalitet at bringe musikken helt hjem, både når hun spiller solo, som kammermusiker eller er solist foran et symfoniorkester.

Solocellist Toke Møldrup er sin unge alder til trods et etableret navn herhjemme som i udlandet. Egne udgivelser, talrige priser ved internationale konkurrencer, flere værker der er komponeret til ham og en meget nysgerrig tilgang til musikken, giver et billede af en af vor tids mest interessante musikere. Toke Møldrup spiller desuden sammen med Katrine Gislinge i den meget roste Danske Klavertrio der også for nyligt har turneret i USA.

Sankt Annæ Pigekor præsenterer en levende og unik kortradition på Sangskolen på Sankt Annæ Gymnasium. Koret er blandt de førende af sin art og indtager en fremtrædende rolle på den danske og internationale korscene, bl.a. med deres flotte resultater ved internationale konkurrencer. Dette samarbejde binder musikerskabet fra absolutte topsolister sammen med en stærk sangskole for unge, talentfulde sangere. Chefdirigent Anne Marie Granau er uddannet dirigent fra Royal College of Music i London og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og hun har en baggrund som assisterende dirigent og korsyngemester ved Operaen i København og har bl.a. arbejdet med Copenhagen Phil., Det Kongelige Kapel og Operakor, Athelas Sinfonietta Copenhagen, Ars Nova Copenhagen og DR Vokalensemblet.

Dato
Søndag 3. april kl. 19.30

Sted
Holmens Kirke, København

Pris
Pluspris 125 kr.
Pluspris børn under 16 år 50 kr.

Pris uden abonnement 175 kr.
Pris uden abonnement børn under 16 år 50 kr.