DKK 910,00 Ekskl. kortgebyr

Tur til det kulinariske sydfyn - mød producenterne

05.03.2016 kl. 08:00 Bus fra Ingerslevsgade, København V
Køb billet

Billetsalget er slut

 

DKK 910,00 Ekskl. kortgebyr

Ikke for ingenting, er folk begyndt at valfarte til Fyn efter alt fra krydderurter og landbrugsprodukter til gode pølser og smagfulde vine: flere og flere lokale producenter er blevet opmærksomme på mulighederne i det rige spisekammer, regionen vitterligt er, og nye spisesteder og skønne produkter af lokale råvarer kommer hele tiden til.

På denne dagstur, hvor man både kan læne sig tilbage og bare nyde, men også i dén grad finde inspiration til julebordet, skal vi besøge fire af dem: Vi starter hos Konnerup og Co., som indfører os i chokoladens historie og hemmeligheder, og fortæller om hvorfor de har valgt at gå deres egen vej med smag og design, og derved formået at forvandle den gamle kro i Vester Aaby til et sted der eksporterer chokolade til mange forskellige lande. Undervejs får vi en kop kaffe, og mon ikke også vi får lov at smage chokolade og flødeboller i den høje kvalitet, der – sammen med et twist på smagen, hvor alt lige fra fyrrenåle til balsamico og koriander kræser for smagsløgene – kendetegner Konnerup & Co.

 

Hos Gundestrup Mejeri og Bryghus møder vi ejer, mejerist og brygger Jørgen Hoff. Han producerer stadig de klassiske fynske oste, nemlig røgeost, Fynbo og Svenbo (som er en kopier af henholdsvis Goudaen og Emmenthaleren), samt en enkelt ’udefra’, en håndæltet Maribo, som han vandt guld for på Nordisk Ostefestival. Øl laver han også, og selvfølgelig kunne han ikke lade være med at prøve at lave en på ostevalle, nemlig Valles Bock. Og smagen er ligeså fantasifuld som ideen – bedøm selv, når du smager hans oste og øl. I selve mejeriet serveres der frokost bestående af lokale specialiteter fra Fyn. Efter at være blevet beværtet af Jørgen Hoff og hans historie og tilgang til verden, skal vi videre til Skårupøre Vingård.

 

På Skårupøre Vingård møder vi Bente og Carsten, som har forvandlet deres landsted til en lille perle med vinmarker, af hvis afgrøder de laver velsmagende vine navngivet efter de nordiske gudinder. Dem smager vi på i den kæmpe tønde, der også danner rammen om deres gårdbutik.
 

Sidst men ikke mindst skal vi møde Lene og Carsten hos Aqua Vitae. De fortæller historien om den virksomhed, som egentlig skulle have været en vingård, men som endte som et brænderi som leverer frugtbrændevin til de bedste restauranter i landet – den lokale Falsled Kro, men også Noma og Amass. Her bliver vi klogere på frugtbrændevinens univers og smager på Filippa, kvæde og andre klassiske danske frugtbrændevine.

Dato
Lørdag 5. marts kl. 8-18

Pris
Pluspris 775 kr. + gebyr 10 kr.

Pris ikke-abonnenter 900 kr. + gebyr 10 kr.


OBS: For at få Plusrabat skal du logge ind i øverste højre hjørne af denne side. Du logger ind med dit Medielogin. Problemer? Kontakt vores kundecenter