DKK 175,00 Ekskl. kortgebyr

Nøgle Hus Spejl - Forpremiere

03.11.2015 kl. 16:30 Grand Teatret - Sal 3, København K
Køb billet

Billetsalget er slut

 

DKK 175,00 Ekskl. kortgebyr

Kærlighed har ingen alder siger man, men er det rigtigt? Kan man stadig møde kærligheden og lidenskaben, når man er over 80 år og bor på plejehjem? Det er spørgsmålet i instruktør Michael Noers tredje spillefilm, der har to af dansk og svensk films absolutte stjerneveteraner - 80-årige Ghita Nørby og 81-årige Sven Wollter - i hovedrollerne.

Lily og Max har været sammen i over 50 år. Nu er deres hjem skiftet ud med en lejlighed på et plejehjem i det centrale København, men mens Lily stadig er frisk og fuld af mod på livet, ligger Max i sin seng ude af stand til at røre sig eller kommunikere efter et slagtilfælde.
Lily prøver på bedste vis at få deres dagligdag til at være som alle andre pars. Hun føler sig imidlertid tilsidesat af både plejehjemmets regler, personalet og af sin egen familie, hvis hastige besøg ikke er nok til at opfylde hendes desperate behov for eventyr, kærlighed og fysisk nærhed - alt sammen noget, hun er afskåret fra at have med sin mand.

Som dagene går, bliver det sværere og sværere for Lily at sætte sine egne behov til side for Max' skyld. Da en ny beboer, Piloten, flytter ind i lejligheden overfor, bliver hun hurtigt stormende forelsket i hans livsglæde, og de to indleder et forhold. Men kan hun overhovedet tillade sig det? Og hvad med Max? Lily opdager snart, at hendes nyvundne glæde hverken deles af de andre beboere på plejehjemmet eller af hendes egen familie. Hun nægter imidlertid at give op. Sammen med Piloten planlægger hun at flygte fra plejehjemmet og gøre oprør mod alle de fastlåste fordomme om, hvordan hun skal tilbringe sine sidste år. Men heller ikke det er uden problemer. For Lily synes at glide længere og længere ind i sig selv - ting der var så nemme og logiske engang, er pludseligt blevet komplicerede. Måske er hun ikke længere den samme, som hun var engang?

Efter filmen stiller Ghita Nørby og instruktør Michael Noer op til en snak med Politikens Michael Bo.

Allerede længe før den danske premiere på Nøgle Hus Spejl har filmen høstet stor international interesse. I april dette år modtog Ghita Nørby de italienske filmkritikeres pris for Bedste Europæiske Kvindelige Skuespiller ved filmfestivalen Festival del Cinema Europeo for sin indsats i filmen. Efterfølgende har hun også modtaget kritikerprisen på Rotterdam Filmfestival og senest på Krakow Filmfestival.


Instruktøren fortæller:
Efter to barske film fra forbryderverdenen har Michael Noer taget et kvantespring for at fortælle en langt mere personlig historie om en passioneret kvinde i sit livs efterår.
Ifølge instruktøren Michael Noer kommer inspirationen til Nøgle Hus Spejl fra hans eget liv:
- Jeg indgik i sin tid en kontrakt med min bedstemor om, at hun aldrig ville komme på plejehjem. Det skulle jeg ikke have gjort, for det var et løfte, jeg blev nødt til at bryde. Det forfølger mig stadig og har givet mig et perspektiv på verden i dag. Ingen af os forventer at ende på plejehjem og ingen har lyst til at ende der, forklarer Noer, der ikke mener, at filmen handler om dødsangst:
- Den handler mere om hvordan vi som individer og staten som institution forsøger at bære omsorg for hinanden. Min første spillefilm R handlede om, hvordan vi behandler folk i fængsel, mens Nordvest handlede om, hvordan unge mennesker tiltrækkes af miljøer og af handlinger, som de ved, er forkerte, fordi de mangler de rigtige, mandlige rollemodeller. Så selv om denne film foregår på et plejehjem, minder den meget om mine andre film, med en social-politisk dimension.

Michael Noer har brugt samme tilgang til historien i Nøgle Hus Spejl som i sine øvrige film. For mens han lod fængselsdramaet R optage i det tidligere statsfængsel i Horsens og rollerne besætte med tidligere indsatte og fængselspersonale, så har han denne gang ladet filmen flytte ind på det københavnske plejehjem Sølund. Og hvor han tidligere hentede sine medvirkende i det autentiske miljø, så har han denne gang ladet rollerne blive besat af plejehjemsbeboere, personale og andre faggrupper som har deres daglige gang i filmens univers.

- Ligesom i mine tidligere film betyder autenticiteten alt i denne film. Det interesserer mig at undersøge miljøer, som er underlagt en masse logiske og ulogiske regler og rutiner, hvor mennesker arbejder og slår sig ned. Hvad enten det foregår i en fængselscelle, i et gademiljø eller på et plejehjem så etablerer mennesker sig og får det maksimale ud af deres omgivelser. Det er også tilfældet i denne film, hvor jeg har forsøgt at skildre miljøet, beboerne, personalet og de pårørende så autentisk som overhovedet muligt.

Først som sidst er Nøgle Hus Spejl dog en varm kærlighedshistorie og en hyldest til den kærlighed, der hverken lader sig stoppe af fordomme eller alder. Men det er også en film om to mennesker, som kaster sig ind i et kærlighedseventyr som om at det både var første og sidste gang, at de lader sig overmande af denne intense følelse. Og på den måde ender Nøgle Hus Spejl på en note af håb - selvom emnet naturligt også omhandler livets slutning.

- Den største kompliment for mig vil være, hvis folk kommer ud af biografen og siger Dét var en kærlighedshistorie. Mit mål med Nøgle Hus Spejl er at bringe folk tættere sammen - for den bedste kur mod ensomhed er vel at vi kommer hinanden mere ved. Hvis min film kan gøre et lille bidrag til en bevægelse i den retning, så vil jeg være stolt. Og derfor ønskede jeg også en åben slutning på denne film, modsat mine tidligere film som er endt meget lukkede, slutter Michael Noer.

Dato
Tirsdag 3. november kl. 16.30

Pris
Pluspris 90 kr. + 10 kr. i gebyr
Pris ikke-abonnenter165 kr. + 10 kr. i gebyr