DKK 155,00 Ekskl. kortgebyr

Eckersbergs smukke løgn

28.10.2015 kl. 17:00 Statens Museum For Kunst, København K
Køb billet

Billetsalget er slut

 

DKK 155,00 Ekskl. kortgebyr

Dette efterår går en stor udstilling på SMK tæt på en af guldalderens hovedpersoner og på hans stræben efter det perfekte billede.

Hør en af Danmarks førende guldaldereksperter dr. phil. Kasper Monrad fortælle om C.W. Eckersberg og udstillingen, der bygger på Monrads mangeårige forskning i Eckersberg og guldalderen. Kunsthistoriker og kunstformidler Annette Rosenvoldt Hvidt fortæller om ideerne bag udstillingens scenografi og formidling. I en dialog omkring nogle af udstillingens hovedværker vil de to oplægsholdere give forskellige fortolkninger af Eckersbergs kunst og med den introduktion inviteres publikum til selv at opleve udstillingen.

C.W. Eckersberg er kendt for sin eminente teknik og kælen for detaljer. Hans værker ligner ved første øjekast nøjagtige gengivelser af verden, men i virkeligheden har Eckersberg justeret, iscenesat og skrællet alt det mindre skønne bort.

Med på udstillingen er flere malerier, der ikke har været vist offentligt i mere end 100 år.

Med udstillingen 'En smuk løgn - Eckersberg', præsenteres hele Eckersbergs imponerende værk - fra portrætter af velstående familier over monumentale skibsmalerier til nådesløst realistiske skildringer af den nøgne menneskekrop. Udstillingen bygger på de senere års omfattende forskning på SMK, der har ført til en ny, mere nuanceret opfattelse af Eckersbergs virke.

En smuk løgn
Udsigten over Rom gennem de tre buer er betagende. I baggrunden ses kirker, antikke ruiner og vildtvoksende græs. Og som beskuer får man indtryk af, at C.W. Eckersbergs mest berømte værk 'Udsigt gennem tre buer i Colosseums tredje stokværk' (1815) er en fotografisk gengivelse af det skønne romerske landskab, som Eckersberg må have set det, da han malede billedet. Men stiller man sig på nøjagtig samme plet som ham, er det umuligt at få alle tre bue-udsigter med på én gang. Eckersberg har med andre ord konstrueret et udsnit af verden for beskueren, hvor han prioriterer det smukke og harmoniske frem for det sande. Og det er altså værker som dette, der blandt andet kommer under lup på udstillingen 'En smuk løgn - Eckersberg'.

Eckersberg var drevet af en intens søgen efter at indfange virkeligheden og finde nye motiver, der ikke var fortærskede eller gengivet af andre. Men Eckersbergs stræben efter at male det sande billede betød ikke, at han gengav virkeligheden med alle dens detaljer nøjagtigt, som han så dem. Han viskede ud, justerede og fravalgte det grimme. Han iscenesatte virkeligheden og konstruerede sin egen. Med på udstillingen er i alt 95 malerier og 25 tegninger af Eckersberg. Heriblandt flere værker, der ikke har været vist offentligt siden de seneste Eckersbergudstillinger i 1983. Flere malerier har ikke været udstillet siden 1895, og et enkelt, 'Odysseus flygter fra Polyfem' fra 1812, har aldrig været udstillet før. Det bliver udlånt til SMK af Princeton University.

Udstillingen bliver foldet ud i en totalfortælling, der inviterer den besøgende til at gå med Eckersberg på en rejse gennem fem miniuniverser, blandt andet Natursyn, Historiefortælling og Menneskekroppen.

SMK ejer den største og rigeste samling af Eckersbergs kunst i verden. Eckersberg nyder stadig større anerkendelse i udlandet, og udstillingen bliver efterfølgende vist på Hamburger Kunsthalle.

STED
Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50, København K

DATO
Onsdag 28. oktober kl. 17

PRIS
Pluspris 110 kr. + 10 kr. i gebyr
Pris ikke-abonnent 145 kr. + 10 kr. i gebyr

Signaturbilledet:
Christoffer Wilhelm Eckersberg
En matros, som tager afsked med sin pige, 1840

Pluspris er for alle med et Politiken Pluskort