DKK 125,00 Ekskl. kortgebyr

HJERNENS MYSTERIER

06.10.2015 kl. 19:00 Geologisk Museum, København K
Køb billet

Billetsalget er slut

 

DKK 125,00 Ekskl. kortgebyr

Vin & Videnskab er Statens Naturhistoriske Museums populærvidenskabelige foredragsrække. Kom og hør spændende og inspirerende foredrag med ledende eksperter.

Hjernen gemmer stadig på et væld af mysterier. Men hjerneforskningen er inde i en rivende udvikling i disse år, ikke mindst takket være nye teknologiske muligheder, og det har givet en revolution i vores forståelse af, hvordan  hjernen fungerer. I aften vil to ledende danske hjerneforskere fortælle om deres fascinerende arbejde med at aflure menneskehjernen dens hemmeligheder og præsentere de nyeste fund og erkendelser.

Nydelse, begær og lykke i hjernen
MORTEN L. KRINGELBACH
professor, hjerneforsker, gruppeleder v. Oxford University og Aarhus Universitet, forfatter

Den prisbelønnede hjerneforsker Morten L. Kringelbachs videnskabelige arbejde fokuserer på en helt central del af det at være menneske, nemlig nydelse. Studiet af nydelse, begær og lykke i hjernen kan være en nøgle til at forstå hjernens indretning og mekanismer. Igennem undersøgelser af den levende menneskehjerne vha. topmoderne metoder såsom hjerneskanninger og avanceret computermodellering er Morten L. Kringelbach i gang med at kortlægge, hvordan nydelsesfremkaldende stimuli såsom mad, musik, menneskeligt selskab, sex, kunst og litteratur påvirker os. Forskningen demonstrerer, at nydelse i hjernen spiller en fundamental rolle for vores sundhed, og det har meget interessant vist sig, at mangel på nydelse har stor betydning for lidelser som depression, kronisk smerte og spiseforstyrrelser.

Hjernen og kønsforskelle
BENTE PAKKENBERG
dr.med., hjerneforsker, laboratoriechef, Forskningslaboratorium for Stereologi og Neurovidenskab, Bispebjerg Hospital

Vi ved, at hjernen er et dynamisk organ, der forandres livet igennem. Forandringerne er et resultat af samspillet mellem individets aktiviteter, interaktioner og oplevelser. Det må dog stadig antages, at selve antallet af nerveceller i hjernebarken ikke kan øges, men må forblive konstant eller falde. Man har længe vidst, at mænds hjerner gennemsnitlig vejer ca. 150 gram mere end kvinders, og vi ved nu, at mænd har flere nerveceller i hjernebarken end kvinder, men vi kender ikke årsagen til denne kønsforskel. Vi ved heller ikke, hvad mændene "bruger" de flere nerveceller til. Er det en fordel at have mange hjerneceller? Og hvori består i givet fald fordelen? Hjerneforsker Bente Pakkenberg sætter kønsforskelle i menneskehjernen under mikroskopet.

DATO
Tirsdag 6. oktober kl. 19

STED
GEOLOGISK MUSEUM
Øster Voldgade 5-7
1350 København K

PRIS
Pluspris 90 kr. + 10 kr. i gebyr

Pris ikke-abonnent 115 kr. + 10 kr. i gebyr