DKK 125,00 Ekskl. kortgebyr

OPDAGELSER

02.09.2015 kl. 19:00 Geologisk Museum, København K
Køb billet

Billetsalget er slut

 

DKK 125,00 Ekskl. kortgebyr

Vin & Videnskab er Statens Naturhistoriske Museums populærvidenskabelige foredragsrække. Kom og hør spændende og inspirerende foredrag med ledende eksperter.

Opdagelsernes æra er langt fra ovre. Statens Naturhistoriske Museum satte personlig rekord i 2014, da museets forskere beskrev hele 142 nye arter. I anledning af dette får vi fire af museets zoologer til at berette om nogle af de mest spændende arter, de har været med til at finde i deres forskningskarrierer, nogle af hvilke har optrådt på de pågældende års internationale top-10-lister over de mest spektakulære opdagelser. Vi skal med på opdagelse til bl.a. Grønland, Tanzania, Thailand, Amazonas og Nordvestkvarteret og høre om fundet af tusindben, fisk, fugle og pattedyr.

Det chokerende lysrøde dragetusindben
HENRIK ENGHOFF professor, zoolog, tusindbenforsker, Statens Naturhistoriske Museum

Henrik Enghoff har beskrevet næsten 300 arter af tusindben fra mange dele af verden, og mange af dem har han selv fundet på ekspeditioner til bl.a. Tanzania, Thailand, Madeira og de Kanariske Øer. De mest omtalte og karismatiske er "The shocking pink dragon millipede" fra Thailand, der var nummer 3 på "Top 10 New Species of 2008", og "Den vandrende benpølse" fra Tanzania. Men ikke alle hans opdagelser er gjort på eksotiske lokaliteter; hans seneste nye fund er fra en baggård i det københavnske Nordvestkvarter.

Ornitologisk detektivarbejde fra felten til museet
JON FJELDSÅ
professor, fugle- og evolutionsforsker, forfatter, illustrator, Statens Naturhistoriske Museum

Jon Fjeldså, der i anderkendelse af hans store indsats inden for ornitologien har fået en fugleart opkaldt efter sig, har udforsket fugle på alle syv kontinenter. Han og hans kollegaer på Zoologisk Museum har opdaget adskillige nye fuglearter, en del af dem i felten, men andre gemt på museets videnskabelige samlinger. Vi skal høre om ekspeditioner til fjerne jungleområder såvel som musealt detektivarbejde og om nogle af de mest opsigtsvækkende fund og erkendelser, det har ført til.

På jagt efter nye fisk fra Arktis til troperne
PETER RASK MØLLER fiskeforsker, lektor, kurator, Statens Naturhistoriske Museum.

Peter Rask Møller og hans kollegaer på museet har været med til at opdage talrige nye fiskearter de seneste år. En fisk, som Peter Rask Møller fandt i grønlandske farvande, blev nummer 3 på "Top Ten Discoveries of 2010". Peter har rejst verden rundt i sin søgen efter det ukendte og vil tage os med på indsamlingsekspeditioner fra polarhavene til koralrevene og fra oversvømmede huler til dybhavet.

Pattedyropdagelser i Sydamerikas jungler
MOGENS TROLLE
zoolog, pattedyrforsker, forfatter, Statens Naturhistoriske Museum.

Det sker sjældent, at der opdages større pattedyr. Det område i verden, der de seneste år har budt på flest nye arter fra abestørrelse og op, er Amazonas. Her opdagede Mogens Trolle selv en dværghjort. Med udspring i hans eget arbejde med at lede efter sky pattedyr i Amazonas vil Mogens Trolle fortælle om de mest spændende og overraskende pattedyrfund i Sydamerikas jungler i nyere tid, bl.a. en tapir, adskillige aber og et meget mystisk rovdyr. 

DATO
Onsdag 2. september kl. 19

STED
GEOLOGISK MUSEUM
Øster Voldgade 5-7
1350 København K

PRIS
Pluspris 90 kr. + 10 kr. i gebyr

Pris ikke-abonnent 115 kr. + 10 kr. i gebyr